Graduate Program in Environmental Engineering

Miljøteknik har haft sin egen identitet siden omkring 1900 som en gren af civilingeniør. Oprindeligt kaldet Sanitærteknik, det er blevet praktiseret af civilingeniører siden omkring 1850, da folkesundhedsbevægelsen blev institutionaliseret. Kloakering og vandforsyning var hovedaktiviteterne i denne tidlige periode, hovedsageligt som hydrauliske designproblemer.

Vandbehandling blev udbredt omkring 1900, mens spildevandsrensning var langsommere at indføre. Empirisme var den vigtigste tilgang i design af disse faciliteter, men et videnskabeligt grundlag for design blev etableret begyndende i 1950'erne. I denne periode blev en kandidatgrad accepteret som en ønsket legitimationsoplysning for at komme ind i feltet. I løbet af 1960'erne blev vandforsynings- og spildevandsfeltet mere bredt identificeret med generelle miljøspørgsmål, samtidig med at det bevarede sin identitet med folkesundheden. Miljøteknik omfatter nu tre nøgleideer: (1) beskyttelse af mennesker mod farer forårsaget af dårlig luft- eller vandkvalitet, støj og stråling; (2) korrekt bortskaffelse af affald og (3) sikkerhed mod de skadelige virkninger af alle typer menneskelige aktiviteter.

Nu er de fælles temaer for miljøteknik at forstå menneskelige og naturlige miljøer, og hvordan de fungerer, og at forstå, hvordan de kan blive beskadiget, og hvordan farer opstår som følge af miljøforurening. De typer emner, der behandles hver dag af miljøingeniører, er anført nedenfor:

• Vandbehandling
• Spildevandsrensning
• Transport af forurenende stoffer
• Miljøregulerende programstyring
• Miljømæssig påvirkning
• Miljøstatistik og risikoanalyse
• Klimafariabilitet på miljøet
• Grundvandssanering
• Behandling af farligt affald
• Industriel økologi
• Ikke-punkt kilde forurening
• Beskyttelse af vandskel
• Sikker drikkevandsinfrastruktur
• Strøm habitat og fiskeri
• Bæredygtig udvikling
• TMDL vurderinger
• Inddæmning af affald
• Overvågning af vandkvalitet