Graduate Program in Psychology på PUC-Campinas blev oprettet i slutningen af ​​halvfjerdserne. Det stammer fra et specialiseringskursus, der, når det blev konsolideret, gjorde det muligt at oprette en akademisk kandidatgrad med et koncentrationsområde inden for klinisk psykologi. Fra et teoretisk synspunkt blev de to hovedtilgange, der allerede var til stede i uddannelsen af ​​bachelorstuderende fra det daværende Institut for Psykologi - adfærdsmæssig og psykoanalytisk - respekteret. Opførelsen af ​​kandidatuddannelsen regnede med ankomsten af ​​prestigefyldte professorer, der blev anerkendt både i Brasilien og i udlandet, som bidrog til uddannelsen af ​​de første mestre i klinisk psykologi ved universitetet og i regionen. Fra slutningen af ​​70'erne til begyndelsen af ​​90'erne blev 125 mestre i klinisk psykologi uddannet, og programmets fakultet bestod af femten forskere. Fra 1990 på grund af en voksende efterspørgsel blev der oprettet et nyt koncentrationsområde i kandidatuddannelsen - skolepsykologi. Med driften af ​​dette nye område skete der flere ændringer, blandt andet omstruktureringen af ​​det fysiske rum og udvidelsen af ​​lærerpersonalet. Mangfoldigheden af ​​teoretiske positioner og den sammenhæng, der bidrager til videnskabelig debat, bidrog til den nødvendige modning af programmet og kvalificerede det til indsendelse til CAPES af forslaget til doktorgradskurset, der havde godkendelse, støtte og institutionel entusiasme. Incitamentet var opstået fra CAPES 'egne evaluatorer, der mente, at der var tilstrækkelig modenhed til at skabe doktorgrad for at gøre programmet komplet. I 1995 startede han sin doktorgrad i psykologi ved PUC-Campinas,