En kandidatgrad: 4 orienteringer Master of Science i geografi er et 2. cyklus træningsprogram for Det Geologiske Videnskab og Miljø ved University of Lausanne. Uddannelsen er en del af Bologna-erklæringen (19. juni 1999) og fører til tildeling af en kandidatgrad.

Avanceret kandidatgrad i organismer og befolkningers biologi fra økologiens, evolutionens og bevarelsens vinkler. Disse forskellige tilgange gør det muligt at integrere meget brede niveauer i organisationen, fra genet til samfundene. Der er tre mulige specialiseringer: "Adfærd, økonomi og evolution", "Beregningsøkologi og evolution" eller "Geovidenskab, økologi og miljø".

Uddannelse af den næste generation af miljøfagfolk Menneskelige aktiviteter er en regelmæssig årsag til ubalance i naturlige systemer og de samfund, der er afhængige af dem, på den lokale, regionale og globale skala. At forstå de underliggende fysiske, kemiske og biologiske processer er afgørende for at løse nutidige miljøproblemer. Mens miljødata nu produceres med høj frekvens og høj opløsning, er der stadig meget få fagfolk, der er tilstrækkeligt uddannede til at håndtere og give mening i denne enorme datastrøm. Forståelsen af miljøspørgsmål er repræsenteret i form af numeriske metoder og modeller, der gør det muligt at træffe informerede ledelsesbeslutninger. Sådanne modeller skal dog tage hensyn til data indsamlet gennem observation og overvågning af de pågældende fænomener. Ellers vil de oplysninger, de giver, have ringe reel værdi. Kandidatuddannelsen (MSc) i miljøvidenskab giver ikke kun et passende videnskabeligt grundlag i miljøgeovidenskab, men det behandler også, hvordan miljødatastrømmen kan bruges til bedre at informere miljømodellering, og hvordan modellering kan bruges til at forudsige fra overvågningsdata. Den vedrører anvendelsesområder, der er påvirket af både fysiske og kemiske processer (f.eks. Grundvandssystemer, jordskred, lossepladser, punkt- og diffuse kilder) samt interaktion mellem miljøstressorer og biota. Denne tværfaglighed vil hjælpe med at danne fagfolk, der er i stand til at adressere stadig mere komplekse interaktioner mellem den kritiske zone, forskellige biomer og menneskelig aktivitet.